Martin Højriis Kristensens hjemmeside

Århus Zoo - the wildlife experience

Offentliggjort 18/04-16 af makr (version: 1.15) i Forside, Byplanlægning
Foto: Founding Five, via Cases
Konsortiet Founding Five planlægger for tiden en ny stor zoologisk have i Århus. Haven er med i case-hæftet der blev udgivet i forbindelse med kommunens oplæg til Planstrategi 2008.
Et større område umiddelbart nord for "motorvejs-ringen", tæt ved nuværende og kommende (letbane) infrastruktur, er udset til lokation for Århus nye attraktion.

Haven skal specialisere sig i dyr fra Australien og Oceanien, og en del af konceptet er en udbredt anvendelse af moderne teknologi, til at skabe en bedre, og mere lærerig, oplevelse for besøgende.

Ambitionen er at blive såvel en attraktion som et "uddannelsessted", foruden at medvirke til at bevare en række truede dyrearter. Bagmændene bag håber på et udbredt samarbejde med byens uddannelses-, kultur- og erhvervsliv.

Dyrehaven kommer til at dække et areal på op mod 20 ha, og der lægges vægt på et anlæg der både tilgodeser dyrenes behov, og de besøgendes oplevelser.
Der forventes op mod 300.000 gæster om året.

Den nye zoologiske have kommer (forhåbentlig) til at stå i skarp kontrast til Århus' første zoologiske have, der i perioden 1932 til 1960 blev drevet i skoven i omkring Tivoli Friheden. Haven endte med at være en skamplet på byen, på grund af de kummerlige forhold som dyrene blev budt.